De hvide mænd boganmeldelse

Ingen detaljer i denne fortælling er overladt til tilfældighederne, for bag hvert enkelt ord og hver eneste sætning gemmer sig en bevidst intention og en præcis tankegang, der er omhyggeligt udvalgt af forfatteren, og det mærkes tydeligt gennem hele læsningen, hvor intet virker overflødigt eller tilfældigt placeret, men derimod udspringer af en klar kunstnerisk vision, der binder historien sammen på en måde, der både er tankevækkende og velovervejet.

Værket præsenterer sig med en umiddelbar tilgængelighed, der gør det let at kaste sig ud i, og dets sproglige klaredhed sikrer, at læseren hurtigt bliver opslugt af handlingen uden at skulle kæmpe sig igennem unødvendige sproglige barrierer eller indviklede formuleringer. Kenneth Bøgh Andersens karakteristiske stil er præget af en dyster og intens atmosfære, der ofte farver hans fortællinger med en underliggende melankoli og en vis grad af uhyggelig realisme, som han mestrer med en sikker hånd og en evne til at trække læseren ind i en verden, der føles både fremmed og alligevel bekymrende genkendelig.

Selvom jeg som udgangspunkt sjældent finder mig tiltrukket af litteratur, der udelukkende udspiller sig i nutid, ville det i dette tilfælde have været helt ulogisk, hvis historien ikke var fortalt i et nutidsperspektiv, da det er netop denne umiddelbare fortælleform, der skaber en intens fornemmelse af samtidighed mellem læseren og hovedpersonen Edwin, hvor man som læser oplever begivenhederne parallelt med ham, hvilket resulterer i, at overraskelser, afsløringer og indsigter rammer en med samme pludselighed og uvidenhed, som de gør ham.

Denne narrative teknik fremkalder en dyb identifikation, hvor grænsen mellem fiktion og virkelighed nærmest udviskes, idet man i perioder føler sig fuldstændig absorberet af Edwins bevidsthed, som om man selv står i hans sko, ser verden gennem hans blik og deler hans følelsesmæssige reaktioner på en måde, der er sjældent intens og autentisk. Historien udspiller sig i en tid, hvor Edwin kun har tre afgørende prøver tilbage, og som læser følger man ham tæt op til disse kritiske øjeblikke, dog uden at blive inviteret ind i selve eksamenslokalet for at overvære prøvernes afvikling.

I stedet efterlades man udenfor, nærmest som en tilskuer, der venter i spænding, indtil næste side afslører Edwins navn, det fag, han er blevet bedømt i, den opnåede karakter og ikke mindst, hvordan dette resultat påvirker hans samlede gennemsnit - en opgørelse, der i denne dystre fremtidsskildring har livsafgørende konsekvenser. For i dette samfunds brutale logik er der ingen plads til svaghed: Hvis man bærer på et handicap, overskrider en alder af tres år, eller ikke formår at opretholde et gennemsnit på mindst 9,6 ved afsluttende prøver, betragtes man som en fiasko, en unødvendig byrde, og så er det de hvide mænds opgave at "håndtere" situationen - en skæbne, der er lige så uundgåelig som den er skræmmende.

Kontrasten til vores nuværende samfund kunne ikke være større; her mødes de sårbare - uanset om det skyldes handicap, sygdom eller alderdom - med omsorg og støtte, mens bogens univers udelukkende opererer med kold effektivitet og en skånselsløs udrensningsmekanisme. Det er slående, at dumpegrænsen her er sat til et næsten uopnåeligt højt gennemsnit på 9,6, mens vores folkeskolesystem i dag fungerer efter helt andre principper, hvor eleverne ikke kan "dumpe" i traditionel forstand, men derimod går ud af 9.

klasse med en evaluering, der tager højde for individets udvikling snarere end en skrap numerisk grænse. En af bogens store styrker ligger i dens evne til at vække genkendelse og empati, især når det kommer til de følelser, der knytter sig til eksamenspresset - en oplevelse, de fleste kan relatere til. Jeg mindes tydeligt min egen nervøsitet, da jeg selv stod over for afgangsprøverne i 9.

klasse: den klamme håndflade, hjertet, der bankede uroligt i brystet, og den vedvarende frygt for, at ordene ville udeblive, at tankerne ville fryse til is midt i en sætning, eller at jeg pludselig ville stå der som en stivnet statue, ude af stand til at formulere den mindste tanke. Netop denne evne til at ramme læsere på et personligt plan - uanset om det drejer sig om eksamensangst, usikkerhed eller frygt for fiasko - er med til at gøre historien så universelt gripende.

Edwin var engang klassens ubestridte stjerne, den mest begavede og lovende elev, men noget gik grueligt galt på vejen, og det er en af bogens centrale gåder, der langsomt afdækkes gennem en række tilbageblik, hvor fortiden træder frem i fragmenter, der smeltes sammen til en samlet forståelse af, hvad der brød hans udvikling. Disse erindringssekvenser er blandt de mest fængslende passager i hele værket, ikke mindst det scene, hvor Edwin kastes tilbage til sin tolvårige jeg, og vi som læsere får lov at iagttage ham som den sårbare dreng, han engang var, før livet tog en mørkere drejning.

Det er en konfrontation med fortiden, der er både hjerteskærende og fascinerende, idet vi ser ham gennem to perspektiver samtidig: som den usikre barnlige figur og som den ældre, beskadigede version af sig selv, der bærer på alle de efterfølgende ar. Et særligt billede brænder sig fast: skolen, der stirrer ham efter med sine sorte, facetterede ruder, der minder om de sammensatte øjne på et insekts hoved - en arkitektur, der virker levende og truende, som om bygningen selv er en modstander, der lurer og afventer hans næste træk i et spil, hvor indsatsen er alt.

Der er noget uhyggeligt ved denne stille konfrontation, hvor de to parter - Edwin og skolen - står målløse over for hinanden, indtil han endelig bryder øjenkontakten, vender sig om og begynder at bevæge sig væk, først i et hurtigt skridt, så i en nærmest panisk flugt, som om han forsøger at undslippe ikke bare bygningen, men også de indre dæmoner, der jager ham.

Men kulden inde i ham lader sig ikke ryste af, den sidder fast som en isterning i brystet, og med eksamenstidens indtræden bliver den kun endnu mere påtrængende. Min første møde med bogen skete i skole-regi, og allerede dengang greb den mig med en styrke, der var svær at glemme; den føltes ikke blot som en bog, men som en hel verden, der åbnede sig for mig med en intensitet, der sjældent opleves i litteraturen.

Da jeg senere vendte tilbage til den for at læse den igen, var magien ikke forsvundet - tværtimod. Den bevarede sin gripende kraft, sin evne til at fastholde og forurolige, og det er netop denne tidløse kvalitet, der gør værket til en af de sjældne bøger, der ikke mister sin glans ved gentagne læsninger, men derimod åbenbarer nye lag og nuancer hver eneste gang, man vender dens sider.